Gunner Møller Pedersen – Et elektronisk fyrtårn

Gunner Møller Pedersen – Et elektronisk fyrtårn
Af Katrine Ring

Gunner Møller Pedersen tilhører anden generation af danske elektroniske komponister og debuterede med Danmarks første elektronmusikplade i 1974. I dag er hans musik genopdaget af yngre elektroniske producere og DJ’s. Søndag d. 24. juni kan hans store værk Et Lydår hører i sin helhed på Tegners Museum i Dronningmølle.

Strøm inviterede i efteråret 2017 komponisten Gunner Møller Pedersen til en portrætsamtale på Det Kgl. Musikkonservatorium på Frederiksberg i anledning af genudgivelsen af hans debutplade Stoned fra 1974. Fremmødet var overvældende, og salen var fyldt med interesserede i alle aldre. Gunner Møller Pedersen var veloplagt og fortalte indlevende om Stoned, om produktionen og om tidens holdning til elektronmusik. Især gav han et indblik i en pionertid, hvor det ikke altid var lige let at være andengenerationselektronkomponist.

Lyt Til Strøm Podcast med Portrætsamtale med Gunner Møller Pedersen

Begyndelsen
Gunner Møller Pedersen tog sin eksamen fra Aarhus Musikonservatorium i 1969 i elektronisk musik og musikhistorie. Det var ikke det nemmeste udgangspunkt – elektronisk musik med pionerer som Else Marie Pade og Jørgen Plaetner havde siden 1950’erne oplevet stor modstand i Danmark. Elektronisk musik blev ikke spillet på radioen, og de klassiske koncertarrangører ville slet ikke røre den eksperimenterende elektroniske musik.

Det var klart fra begyndelsen, at Gunner Møller Pedersen selv måtte gå i aktion. Han brød med det gamle princip om, at konservatorieuddannede komponister skrev partiturer, og at musikere spillede musikken; han ville spille sine koncerter selv. Han var også villig til at samarbejde med andre. hvilket blandt andet blev til litterære opgaver sammen med digteren Per Højholt og musik til kunstnergruppen Sonde. Til Aarhus Festuge lavede han musik til en forestilling, hvor en levende hane blev halshugget. Det blev en større skandale, der oven i købet kom på tv.

Til København
Det med at spille egne koncerter med rumlig musik blev for alvor en realitet, da Gunner Møller Pedersen flyttede til København i 1970. En koncertrække på Glyptoteket var en udforskning af rumlig musik. Det blev også til teaterprojekter med designeren Jean Voigt og Jytte Abildstrøm, kunstprojekter med blandt andre kunstnersammenslutningen Ny Abstraktion på Charlottenborg og lydproduktioner til film. Mødet med filmmanden Jørgen Roos blev afgørende. Han formidlede opgaver til Gunner Møller Pedersen om at skabe lyd og musik til en række kort-og kunstfilm, hvoraf flere i dag er klassikere. Blandt de mest kendte kan nævnes Jørgen Leths cykelfilm Stjernerne og Vandbærerne (1974) og En Forårsdag i Helvede (1976). Senere kom musik til flere Niels Malmros-film.
Siden lavede han også musik til flere operaer, land art-installationer og lyd til installationen Dodekalitten i et samarbejde, som ophørte i utide i 2015, og som Gunner Møller Pedersen skrev en bog om i 2017.

Teknik
I København oprettede Gunner Møller Pedersen sit eget studie, Octopus Studio og anskaffede sig det anlæg, som var hans instrument. Det inkluderede blandt andet en 8-sporsbåndoptager, der var så tung, at han fik fabrikken til at modificere den ved at dele den i to bærbare dele på 50 kilo hver. Den blev også brugt til livekoncerter sammen med et stort antal højtalere. Det var en omfattende produktion til livekoncerter.

Stoned udgivelse første gang i 1974
Lp’en Stoned blev til som en bestillingsopgave på lyd til et lysbilledshow for fotografen Stuart Fox. Igen gik Gunner Møller Pedersen selv i aktion og udsendte pladen på eget pladeselskab i 1974. Den består af to lange stykker musik på omkring 15 minutter hver. Slutningen af side to stammede fra en kortfilm om billedkunstneren Svend Wiig Hansen, men blev inddraget her som en del af Stoneds lydbillede. Stoned var den første danske elektronmusik plade, og blev kun trykt i 300 eksemplarer.

Optakten til Stoned på Glyptoteket (1972-1974)
Materialet til Stoned var blandt andet blevet til via en række koncerter i Glyptotekets Vinterhave i samarbejde med Fuzzy, som var en studiekollega fra Aarhus. Også en stor lydinstallation Panoptikon med 38 højtalere og en 8-sporsbåndoptager blev produceret på Glyptoteket. Med udgangspunkt i den omfattende produktion fik Gunner Møller Pedersen selv arrangeret en Danmarksturné, hvor han spillede koncerter med elektronmusik. De foregik på usædvanlige steder fremfor de traditionelle koncertsteder.

Genudgivelse af Stoned
Stoned står i dag som en klassiker i den elektroniske musik. Indtil for nylig har den kun været tilgængelig for de få, der fik fat i et af de 300 eksemplarer til en halvtredser, eller som har været klar til at købe den antikvarisk – for eksempel på Discogs.com, hvor man har kunne finde den til 295 €, det vil sige cirka 2200 kroner.

Det lille eksklusive pladeselskab Frederiksberg Records besluttede sig for at genudgive denne klassiker i efteråret 2017. Dermed skaber selskabet fokus på et ellers skjult forbindelsesled mellem pionererne og de unge DJ’s og producere på den danske elektroniske musikscene. Musikken bliver i dag spillet på klubber og til events og koncerter.

Et Lydår på Tegners Museum
I hele 2018 kan hovedværket Et Lydår (1982) høres hver dag klokken 12 i skulpturparken ved Tegners Museum i Dronningmølle. Skulpturparken er åben året rundt, og der er gratis adgang. Et Lydår blev udsendt som en boks med 6 lp’er. Musikken blev oprindeligt skabt til daglige matinéer i Ny Carlsberg Vinterhaven på Glyptoteket, hvor musikken blev afspillet dagligt frem til 1999. Et Lydår består af 12 satser; en for hver af årets måneder. Værket har rejst verden rundt og anses for at være et hovedværk i Gunner Møller Pedersens produktion, i dansk elektronisk musik og i europæisk elektronisk musik. Søndag den 24. juni kan værket høres i sin helhed.
Læs komponistens egen beskrivelse
Oplev Et Lydår på Tegners Museum.

Gunner Møller Pedersen
f 5. februar 1943
Elektronisk komponist med fokus på rumlig musik.
Læs mere.

Frederiksberg Records
Oprettet i New York i 2013 af den danske filmfotograf Andreas Vingaard. Specialiserer sig primært i at genudgive sjældne udgivelser af kvalitetsmusik. Andre udgivelser er med den finske jazzgruppe Christian Schwindt Quintet, den danske gruppe Carsten Meinert Kvartet, boogie-bandet Paradise fra Bermuda mm.
Facebook // Discogs
Lyt
Stoned side 1
Stoned side 2