Lydkunst: Lyd for Lydens Skyld

En af den elektroniske musikscenes mindre eksponerede afkroge er lydkunsten – den elektroniske dansemusiks tænksomme fætter. Her er tempoet sat ned og danseskoene smidt til fordel for dybe tanker og store lytteører. Lyduniverset strækker sig fra toner, over støj og stilhed, til optagede lyde fra hverdagen; de såkaldte ‘soundscapes’. Målet er ikke at holde festen i gang, men at tage på en bevidsthedsudvidende lyttetur ind i lydkunstens verden af sære klange.

Af Ingeborg Okkels

Jeg sidder på næstforreste række lige bag lydkunstneren, som skal til at opføre sit værk. Jeg er til Ung Nordisk Musikfestival i Malmø 2014, og vi har lige hørt en masse ny kompositionsmusik for instrumenter, sangstemme og elektronik. Nu er det så lydkunstnerens tur. Det starter ganske stille. Lyden af en bæk toner frem på min indre lyd-nethinde, og vandet løber friskt afsted som på en frostklar dag. Lydene er så klare, at man kan mærke frosten i næsen og solens stikke i øjnene. Lyden af bækken bliver stærkere, og lydbilledet ændrer sig og bliver til et voldsomt vandfald. “Schhrrrwwwschrrrwww…” siger det; vandlyd vælter ind i øre og fjæs. Umærkeligt toner lyden af en sværm af bier frem bag vandfaldet – hvor kom de fra?

Jeg forstår ingenting. Min stakkels bevidsthed prøver forgæves at begribe de forskellige lydlag, som kører ind og ud imellem hinanden. Jeg er på lydtrip, alle mine sanser kører på højtryk, og jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen. Det eneste jeg ved er, at lydene går lige i min reptilhjerne og trykker på alle de knapper, de kan komme til.

At arbejde elektronisk med lyd

Lydkunstneren bag værket er Tine Surel, og værket hedder “6 Bekker fra Vestlandet”. To år efter koncerten har jeg sat hende stævne i henholdsvis en lufthavn og på mit kontor via en knitrende Skype-forbindelse. Jeg skal spørge hende ind til elektronisk musik og lydkunst; hvad de er for nogle størrelser, hvad de har til fælles, og hvor de adskiller sig fra hinanden.

Tine Surel Lange er dansk-norsk komponist født i 1989. Hun har studeret tidlig musik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, lyddesign på Sonic College i Haderslev og komposition hos professor Asbjørn Schaathun på Norges musikkhøgskole.

Hun er selv udøvende cellist med baggrund i klassisk musik. Hendes kompositioner spænder bredt fra kammerensemble med ‘live’ elektroakustisk musik, hvor klassiske instrumenter køres igennem et elektroniske setup med effekter på scenen, til ‘live mix’ af soundscape-kompositioner – hårde industrielle lyde, noise art og grafisk kunst og video.

Foto af Daga Wojtanowicz

Tine Surel er vild med reallyde. Altså lyde fra hverdagen og verden, som hun optager og indsamler til brug i sine lydværker. Det kan være lyde, hun finder ude i naturen, som eksempelvis rislende vand fra en bæk eller lyden af en ske, der rører i en skål. Det kan også være lyde af instrumenter, som hun får alle mulige toner og klange ud af. I Tine Surels lydunivers er der ikke forskel på instrumenter og hverdagens lyde. De er alle lyde med forskellige kvaliteter, som kan optages med mikrofon, vendes og drejes i forskellige lydprogrammer og undersøges for de musikalske muligheder, der ligger i dem.

At arbejde elektronisk med lyd giver Tine Surel en hel særlig frihed som komponist: “Med det elektroniske har jeg friheden til at bruge alle lyde, som jeg finder ude i verden, og som jeg synes er fantastiske. Ofte vælger jeg at gøre lydene fuldstændig abstrakte i forhold til, hvad de oprindeligt var. Eller også vælger jeg at fokusere på lydens egen kvalitet og fremhæve det, som jeg synes er spændende ved lyden selv. Det at arbejde elektronisk gør, at hele verden er min farvepalette – min lydpalette.”

“Det at arbejde elektronisk gør, at hele verden er min farvepalette – min lydpalette.”

Tine Surel arbejder bevidst med dobbelt betydning af lyd: “Mange tror, at mine lydoptagelser af bække er digitale og lavet på synthesizere, men i virkeligheden er det bare lydoptagelser af bække. Det har noget at gøre med, at når vi hører en lyd for første gang, så er vi meget hurtige til at kategorisere den. Bliver vi så ved med at lytte til den samme lyd, så bliver hjernen forvirret og begynder at kede sig, for hvorfor skal vi lytte til den så længe? Den vil gerne finde ud af, hvorfor den skal lytte til den her lyd, hvormed den begynder at undersøge andre muligheder, lytte på andre planer og høre helt andre ting. På et eller andet tidspunkt sker der så det, at vi glemmer det oprindelige indtryk af lyden og forsvinder et helt andet sted hen i denne her lyd.”

Lydkunst kræver, at lytteren tager sig tid. Tid til at gætte rigtigt; kategorisere og finde billeder på de lyde, man hører. Tid til at tvivle på om det man gættede, så også var rigtigt. Og tid til at give op, begynde forfra og gætte på noget helt andet.

“På et eller andet tidspunkt sker der så det, at vi glemmer det oprindelige indtryk af lyden og forsvinder et helt andet sted hen i denne her lyd.”

Foto af Daga Wojtanowicz

Live-koncerten får folk til at lytte

Bag alle Tine Surels værker ligger et indædt ønske om at få folk til at lytte til verden. For folk lytter ikke længere, som hun udtrykker det. De har for travlt og har kun musik i ørerne for at lukke den støjende verden ude: “Jeg tror ikke, at der er så mange børn i dag, som ligger under et træ og bare lytter til den komplekse lyd af vindens susen i trækronerne. Eller lyden af en bæk, der risler og alle de toner, der faktisk er i sådan en bæk.”

Det er sammenhængen mellem det, at have glemt at lytte til naturen, og folks generelle ligegyldighed for natur og miljø som hun forsøger at formidle. Når vi ikke længere giver os tid til at lytte til naturen, bliver vi ligeglade med den og glemmer den. Koncertsalen er et godt sted at få folk til at lytte. Her lytter man på en særlig intens måde: “Publikum har ikke længere denne her ‘hat’ på hovedet, der sorterer lyde fra. De begynder at lytte til lydene selv. Derfor arbejder jeg meget med naturlyde, for at give folk fornyet trang til at komme lidt mere ud i naturen. Være lidt mere tilstede.”

“Jeg tror ikke, at der er så mange børn i dag, som ligger under et træ og bare lytter til den komplekse lyd af vindens susen i trækronerne. Eller lyden af en bæk, der risler og alle de toner, der faktisk er i sådan en bæk.”

En af anden måde Tine Surel får folk til at lytte på, er ved at arbejde visuelt i hendes live-koncerter. Hun projicerer videoer inspireret af naturen op på sig selv, mens hun optræder. Det er en måde at invitere publikum direkte ind i hendes eget lydunivers så de både ser hende spille og arbejde med lydene, men også får et indblik i de steder, hvor lydene er optaget.

Live-elementet er rigtigt vigtigt for Tine Surel. Her opfører man sin musik uden sikkerhedsline. I liveopførelsen er der plads til spontanitet, inspiration og fejl, der trækker i nye retninger: “Det, som jeg synes er spændende ved koncerter er, at der er noget, der kan gå galt. Pludselig springer der en streng, eller buen falder fra hinanden. Pludselig bliver man distraheret af en edderkop, der falder ned på armen. Det, at der er noget, der kan gå galt, synes jeg er utroligt spændende. Derfor er det meget vigtigt i min elektroniske musik og lydkunst, at der er et live-element, som kan gøre værkerne levende. Der skal være en grund til, at du skal opleve værkerne i koncertsituationen og ikke hjemme foran højtalerne.”

Forskellen mellem elektronisk musik og lydkunst

Jeg spørger slutteligt Tine Surel om mit egentlige ærinde: Er der forskel på hendes elektroniske musik og lydkunst: “Det synes jeg er svært at svare på. For hvad er lydkunst? Det er utroligt bredt i min verden. Jeg føler, der er meget lydkunst i min elektroniske musik og meget elektronisk musik i min lydkunst. Nogle gange er mine instrumentale værker i virkeligheden elektroniske værker, hvor lyden bare kommer ud af instrumenterne i stedet for højtalerne og omvendt. Så det er meget flydende. Men grundlæggende har jeg mere fokus på komposition i mine elektroniske værker. Et større fokus på en struktur, der skal bevæge sig et bestemt sted hen. Hvorimod i min lydkunst ved jeg ikke helt, hvad det er vi skal, eller hvor vi skal hen. Der forholder jeg mig mere til lyden selv: hvad den vil og hvor bevæger sig hen”.

Det er altså et spørgsmål om, hvordan man går til sit lydmateriale for Tine Surel, når forskellen mellem elektronisk musik og lydkunst skal udpensles. Om man bevidst skubber lydene i en bestemt retning, eller lydene har deres helt eget ærinde i sig selv.