Proton: i periferien af dansegulvet

Af Marie Ulrich Østergaard

Siden januar 2014 har bookinggruppen Proton præsenteret utilpasset elektronisk musik i Jazzhouse’ intime rammer. Anders Olesen ser tilbage på tre år med kunstnerisk højt til loftet, et uhørt dedikeret publikum og enkelte overmodige bookinger.

På storskærmen bag Craig Leon finder en hypnotisk stjernekrig sted, imens den aldrende superproducer agerer dirigent for en strygerkvartet og betjener en hær af knapper på et monstrum af en synthesizer på samme tid. På gulvet foran Jazzhouse’ intime scene sidder publikum bænket rundt om små caféborde med vin i glassene, koncentrerede miner og hoveder, der vajer fra side til side i takt til de metalliske beats.

Vi befinder os til en typisk koncert kurateret af den elektroniske klub Proton, som siden 2014 har indtaget Jazzhouse’ kælder på månedlig basis med et program, der er noget nær unikt i København. De kunstnere, Proton præsenterer, er for eksperimenterende og krævende i deres udtryk til natklubbernes dansegulv, men er på samme tid så elementært forankret i genrer som techno og house, at de ikke bliver booket på byens traditionelle, rockorienterede spillesteder.

Foto af Asbjørn Rosenlund

“Vi har villet udforske grænselandet imellem klubben og eksperimenterende livekoncerter og give en ny vinkel på, hvad elektronisk musik er”

“Vi har villet udforske grænselandet imellem klubben og eksperimenterende livekoncerter og give en ny vinkel på, hvad elektronisk musik er,” fortæller Anders Olesen, der sammen med Mikkel Steensgaard Christensen, Andreas Korsgaard Rasmussen og Troels Hastrup udgør holdet bag Proton.

Koncerten med Craig Leon tager netop denne udfordring op. Amerikaneren, der i 1970’erne producerede genredefinerende albums fra punknavne som The Ramones og Blondie, fremfører denne aften i november sit eget, og for mange ukendte, soloalbum fra 1981, ’Nommos’. Med sit repeterende og kuldslåede, synthesizerbaserede lydbillede har albummet været en forløber for genrer som ambient techno og industrial, men med de tilføjede lag af strygere og de udsvævende, tilbagelænede passager inviterer musikken mere til meditativ refleksion end uhæmmet dansefest. Med andre ord en booking, som ville være svær at indlemme de fleste andre steder end i Protons program.

Foto af Asbjørn Rosenlund

En genrehoppende bookingstrategi

Anders Olesen har i mange år været engageret i den Odense-baserede elektroniske festival Phono, de sidste to år som festivalleder, og Protons eksperimenterende profil ligger i direkte forlængelse af festivalens. Men fra dag ét har Proton også taget udgangspunkt i Jazzhouse – både som fysisk ramme og som kunstnerisk ledestjerne. Først og fremmest matcher spillestedets genrehoppende bookingstrategi Protons program.

“Vi har altid spændt bredt i vores booking, for det er kedeligt kun at koncentrere sig om én ting. Når vi sammensætter en aften, kan det også være forskellige ting, der er sat på, så vi ikke bare kører en industrial-aften eller en ambient-aften. Vi forsøger selvfølgelig at få musikken til at spille nogenlunde sammen, så det ikke er totalt skizofrent, men vi sætter os ikke fast på nogen genre,” siger Anders Olesen.

“Vi har altid spændt bredt i vores booking, for det er kedeligt kun at koncentrere sig om én ting”

Dette spejler sig i Protons netop overståede efterårsprogram. Én aften har budt på Tyondai Braxtons anarkistiske improvisationer efterfulgt af Tim Heckers tordnende dronetåge, imens en anden har bestået af en dobbeltkoncert med den elektroniske musiker Murcof og den klassiske pianist Vanessa Wagner. Navnene må siges at have hjemme i vidt forskellige hjørner af den elektroniske musikscene – men det er alt sammen krævende og avantgardistisk musik, der placerer sig i periferien af dansegulvet, hvis ikke helt uden for døren.

Anders Olesen og vennerne startede Proton ud fra et ønske om at udfordre udbuddet af elektronisk musik i København, som tilbage i 2014 i deres øjne tilgodeså den mere lettilgængelige del af scenen. I begyndelsen præsenterede Proton både skarpe kluborienterede shows og eksperimenterende koncerter som de førnævnte, men med tiden er profilen blevet snævret ind.

“Med årene har vi fået en mere og mere hardcore, eksperimenterende liveopsætning, og vi er blevet mere koncertfokuserede. Det er stadig aftenkoncerter, men meget mindre dansabelt. Vi dj’er stadig selv efter koncerterne, men selve klubdelen er lidt udeblevet,” siger Anders Olesen og forklarer, at nytilkomne koncepter som Rare Nights og Klub Ana har gjort en masse godt for klubscenen i København, siden Proton opstod. Behovet for at præsentere kluborienterede shows er med andre ord blevet mindre, men skiftet i profilen hænger også sammen med, at Proton-holdet med tiden har lært, hvad Jazzhouse er god til og ikke god til: “Jazzhouse fungerer bedst med mere rolige, tunge, eksperimenterende koncerter. Det har simpelthen noget med rummet at gøre. Det virker ikke på scenen med rene klubting.”

Foto af Tobias Nicolai

Ud af klubscenens kredsløb

På trods af Protons relativt store succes, har Anders Olesen og resten af holdet dog fra tid til anden oplevet at skyde over målet med for smalle bookinger – for eksempel med en showcase med det Berlin-baserede, internationalt hypede label PAN tilbage i 2014. Anders Olesen vurderer, at Proton her var for tidligt ude i forhold til det danske publikum.

“PAN er jo ellers et ret stort label inden for elektronisk musik. Vi havde Helm, Bill Kouligas og Lee Gamble, tre rigtigt stærke navne, men der kom 60-70 mennesker. Det er ikke meget. Vi har også prøvet det med Afrikan Sciences, hvor vi var fire måneder for tidligt på den eller noget i den stil. Det handler jo også om, hvornår artisterne har en plade, der slår igennem. Afrikan Sciences kom med en plade på PAN to måneder efter, han havde spillet på Jazzhouse, og så gik medierne fuldstændig amok,” siger Anders Olesen.

Med Proton er timing og følingen med publikum mere afgørende end på en festival, fortæller han:

“Til Phono vil folk bare opleve, hvad end der er på programmet for at prøve noget nyt, så der tager vi det mere roligt. På Jazzhouse er det et mere dedikeret publikum, som laver deres hjemmearbejde. De går efter den specifikke oplevelse. Så det er mere risikobetonet med de koncerter, hvor det er en hårfin balance, om de vil fungere nede i kælderen eller ej.”

“Det var nogle gode dage med GAS, hvor man kunne se, at billetterne bare blev flået væk. Det er rart at vide, at man ikke er alene om at synes, at noget musik er godt,”

2017 tegner til at blive et forrygende år for Proton. Til februar sparkes året ind med en eksklusiv koncert med det transkønnede noiseikon Genesis P-Orridge, imens Köln-legenden GAS spiller comeback-koncert til april. Et navn, Anders Olesen og vennerne har forsøgt at booke til Phono fire år i streg, og som blev udsolgt på få dage.

“Det er ret lækkert, når koncerterne sælger så godt. Det var nogle gode dage med GAS, hvor man kunne se, at billetterne bare blev flået væk. Det er rart at vide, at man ikke er alene om at synes, at noget musik er godt,” siger Anders Olesen.

Alligevel vil Proton fortsætte med at præsentere den helt smalle og eksperimenterende musik. Simpelthen fordi den er mest spændende, forklarer Anders Olesen:

“Det er en anden tilgang til musik. Når man har været dj i mange år, finder man hurtigt ud af, at hele klubscenen kører lidt i kredsløb om sig selv. Det er super funktionelt. Jeg synes, techno er det mest fantastiske i verden, men det er ikke det mest spændende at udforske. Det er mere spændende at se nogen, der har lavet nogle mærkelige instrumenter eller et set-up selv, der kan lave nogle andre lyde.”