Strøm Anbefalinger: Frederik Birket-Smith

Med over 40 forskelige events, koncerter, talks mm. kan det være svært at navigere rundt i de forskellige Strøm-begivenheder. Vi synes selvfølgelig, man skal komme til dem alle sammen, men har man nu alligevel brug for en hjælpende hånd til vælge, så fortvivl ej. Vi har nemlig fået nogle kyndige Strøm-venner til at give deres top 3 anbefalinger ved dette års Strøm festival.

Frederik Birket-Smith er direktør for musikinstitutionen Strøm, der bl.a. står bag Strøm Festival og Strøm til Børn. Født og opvokset på Frederiksberg. Den stærke tilknytning går igen i hans virke som dj og producer under navnet 2000F. Han er desuden bagmand bag bl.a. Bas Under Buen, Jolene Bar, Fyraftensboogie og OHOI!. Han sidder som formand for Kødbyforeningen er medlem af styregruppen og bedømmelsesudvalget for Bispeengbuens fremtid.

Frederik ved om nogen, hvad man ikke bør misse under dette års Strøm festival, og kommer her med sine tre stærkeste anbefalinger.

Strøm Workshop – Live Vinylcut w/ Justin Montgomery: ”Jeg ææælsker, at Strøm laver mere end bare raves, koncerter og underholdning. Bliv klog – Strøm Knowledge – har været en del af Strøm i mange år, og i år er ingen undtagelse. Lær bl.a. hvordan du skærer vinylplader med Justin Montgomery’s mobile pladeskærestudie til en sprød workshop, der afholdes i Strøm Lab midt i Kødbyen.”

Strøm Artist Talk – DāM-FunK: ”Under Strøm Knowledge-programmet kan du også snakke med en af mine all-time favorit-producere, DāM-FunK. Direkte fra Los Angeles, og manden der har  gjort elektronisk vestkyst-boogie og -funk til sit musikalske varemærke. Masser af gamle trommemaskiner, synthesizere, gamle plader – men i en fremtidsfacon som ingen anden. I forbindelse med hans koncert i KPH Volume under Strøm Festival laver han også en uformel og hyggelig samtale om sit liv som producer, pladesamler og i det hele taget et liv med west coast i blodet.” DāM-FunK spiller ligeledes koncert torsdag d. 9/8 til Strøm Live: DāM-FunK

Strøm til Planter – En sovekoncert: ”Den hemmeligste hemmelighed på Frederiksberg, og faktisk et af mine allermest elskede rum i hele landet – Det Økologiske Inspirationshus på Allégade, lige ved siden af Frederiksberg Have. Brændeovn, planter, drivhusstemning, træ, jord og alt fra jorden midt i byen. En levende organisme med teaterværksted i bunden og sovekoncert under Strøm Festival på toppen. Musikken kommer fra stedets mange smukke planter, der til denne specielle koncert får monteret mikrofoner, så planternes energi bliver til musik.”

Words: Frederik Birket-Smith & Christiane Tetzlaff

Foto: Flemming Bo Jensen